marlonmiezenbeek.reismee.nl

Regen in Guayaquil


Hoi allemaal

Weer eens een berichtje uit het natte, maar steeds groener wordende Guayaquil . Ik zit nu in de keuken van paters,hier kunnen we rustig zitten, en is het zelfs lekker koel. De madrina(kokkin) is in de keuken aan het zingen, en heeft me net een fijn stuk vlees laten zien; cuy. Een cavia, die ze ook in z’n geheel bereiden en zo opeten, het ziet er nu nog heel eng en onsmakelijk uit. Ik heb het zo als je leest nog niet gegeten, en mag er dus eigenlijk niets over zeggen . Waar ik wel wat over kan zeggen is al het andere eten, dat ik hier gegeten heb. Wil ik het kort zeggen, dan is het rijst met rijst. Oké, s’morgens niet, maar dat is ook het enige moment waarop we dat niet voorgeschoteld krijgen. S’morgens eten we met de jongens buiten een broodje of empañada met hele zoete melk De tijd gaat hier nog steeds snel – meestal in ieder geval, en sinds het vorige berichtje ziet alles er alweer helemaal anders uit. Okay, nu heb ik een hele goeie dag, en een positieve bui, maar als ik dit woensdag s had geschreven, had ik mezelf niet echt geloofd. Tot nu toe is het soms best lastig geweest; we kregen niet echt vaste taken, en het voelde alsof we er hier een beetje naast liepen. Dat was natuurlijk ook elke dag anders, maar sommigen dagen zag ik het echt even niet helemaal zitten. Waar kon ik mee helpen? Waar hadden ze me hier eigenlijk nodig?

Nu ziet het er allemaal iets anders uit, en heeft de dag hier een soort van schema. We weten ongeveer wat er gebeurd en wat we kunnen doen.

Mijn werkdag is eigenlijk in 2 delen verdeeld. S´morgens ben ik in Casa Don Bosco bezig. De jongens moeten s´morgens klusjes doen, rond 7:30 eten we dan met ze en hierna staan er dan, afhankelijk van welke dag het is, verschillende dingen op het programma: huiswerk maken, sporten of iets anders. S´morgens komen ook de externe jongens, die wonen gewoon thuis, maar zijn hier overdag. Ik moet er dan voor zorgen, dat ook zij hun klusjes doen en goed ontbijten, voordat ze met de anderen gaan voetballen.
Rond 12 uur vertrek ik vanaf Casa Don Bosco, naar Centro Don Bosco. Ik neem dan de metrovia, een buslijn die op de grote wegen rijdt, en moet daarna met nog 2 kleine hobbel-busjes. Als ik met de eerste bus ben uitgestapt, moet ik aansluiten in een lange rij, om me te kunnen met de volgende bus. Aan deze bus is niet te zien waar die heen gaat, daarom moet ik altijd maar een beetje op de andere mensen in de rij vertrouwen, dat het toch echt de goeie rij is. Toch altijd wel even spannend om te zien, of mijn bus ook echt de goeie kant op gaat - ook al is dit nog nooit fout gegaan. Wel ben ik een keertje te lang blijven zitten in het eerste hobbel-busje. Toen ben ik een heel stuk terug gelopen, omdat ik niet zeker wist, of de volgende bus mij anders wel mee kon nemen. Die kleine rammel-hobbel-busjes zijn natuurlijk het leukst; gezellige muziek, veel mensen, en als je er af wilt, moet je dat gewoon even tegen de chauffeur zeggen, dan stopt ie, en kan je eraf springen.
Centro Don Bosco is een soort naschoolse opvang, waar kinderen komen, die thuis niet veel kunnen doen. Als ze thuis zouden zijn, zouden ze op straat hangen, geen huiswerkhulp krijgen en niet echt met andere kinderen kunnen spelen. Hier in het centrum komen s´middags ongeveer 40-70 kinderen. Eerst word er buiten gespeeld, dan krijgen ze een warme maaltijd en hierna moeten ze huiswerk maken, en krijgen sommige ook bijles. Ik help hier met huiswerk maken, ook al is dat soms natuurlijk super lastig door de taal. Als het huiswerk gemaakt is, en ze weer buiten mogen spelen, doen we spelletjes met de kinderen of soms praat ik met een paar van hen. Ook al is de doctora, de baas van hier, super streng, toch vinden de kinderen het fijn om hier te komen. Ze krijgen aandacht, hulp en als ze zich goed gedragen word er naar ze geluisterd. Vooral dat met het goede gedrag is hier best belangrijk: ze weten, dat als ze zich niet goed gedragen, we weg gestuurd kunnen worden, of het kan zelfs consequenties voor hun familie hebben, die steun van de paters krijgen.
S´avonds ben ik dan weer in Casa DB, hier eten we met de jongens en is er na het eten weer tijd voor huiswerk of iets leuks.


En de weekeinden zijn natuurlijk weer heel anders. Zaterdags ben ik bij de scouts. Er komen dan 2 vrijwilligers, die hier een groep met scouts begeleiden. Deze kinderen komen dan weer uit allerlij wijken in de buurt, maar er zijn ook 3 van onze jongens die meedoen. Dit is echt heel leuk om mee te maken, en ook om te zien hoe sommige dingen heel anders gaan, en andere er toch best bekend uit zien. Iets wat mij zaterdag heel erg verbaasde, was hoe een van de jongens gestraft werd. Zijn uniformpje moest schoon blijven, daarom moest hij een t-shirtje aan gaan trekken. Dit zag hij niet zo zitten, en is toen een hele tijd weggebleven. Toen hij terug kwam, kreeg ie op z´n kop, en moest hierna op z´n hoofd staan; in een hele rare houding, en veel te lang, als je bedenkt hoe warm het was. Hierna moest hij nog even een paar rondjes om het voetbalveld rennen, voordat ie weer mee mocht spelen met de andere kinderen. Zo iets kan me echt raar laten kijken!
Zaterdag ben ik s´middags mee geweest voor een jubileum van een scoutinggroep ergens in het centrum van de stad. Zo grappig om te zien hoe dat hier allemaal gaat; hoe ze, als ze een liedje zingen, meezingen met een cd-speler, hoe ze zich klaarmelden voor een opdracht en hoe ze met elkaar omgaan.
Zaterdags is er ook altijd een misa, een kerkmis in de grote capilla, op het terrein van Casa DB. De hele capilla zit dan vol met kinderen, die kerkles krijgen of zich aan het voorbereiden zijn voor hun eerste communie. Na de misa, zijn wij officieel vrij, en kunnen we dus lekker weggaan, omdat we pas zondag avond terug moeten zijn.
Gisteren zijn Kimberly en ik met z´n tweeën naar het strand geweest. We gingen met de taxi naar de terminal, en hebben toen een kaartje naar het dorpje Playas gekocht. De bus die elke 10 min vertrekt, hebben we ongeveer een halfuur op gewacht. Maar ja, als je er dan bent, dan weet je ook wel waarvoor je het doet. Ik weet nu hoe het strand in Zandvoort, er in de zomer uit moet zien! Zo veel mensen, echt onmogelijk om tussen al die ecuadoriaanen je handdoekje neerteleggen. Toch hebben we heerlijk van de zon kunnen genieten, en ons als echte gringas kunnen voelen - dat kan ook niet anders als er foto’s van je gemaakt worden, omdat je toevallig blank bent. Sommige zijn zo vriendelijk om het te vragen(en als ze een nee krijgen, het toch nog te doen) anderen gaan gewoon recht voor ons staan, en trekken zich niets van onze boze koppen aan. Toen we s’avonds de ontzettende lange rij voor de bussen naar Guayaquil zagen, moesten we wel even slikken – zouden we echt zo lang moeten wachten? Toen we in de rij stonden, werden we door een man aangesproken, hij had een grote bus, direct en vertrok binnen enkele minuten. Toen we bij de rammelbak aan kwamen, waren er echter geen stoelen meer, maar konden we op het bankje achter de chauffeur zitten. Weer zo’n gekker ervaring erbij. Als we dachten, dat de taxi waarin we eerder die dag gezeten hadden, bijna uit elkaar viel, dan was dat alleen omdat we deze bus nog niet kende! De deur kon niet dicht, de ruitenwissers moesten geholpen worden, en het knipperlicht moest manuaal bediend worden. Gordels bestaan hier in autos sowieso heel zelden, maar hier had ik toch af en toe echt het idee, dat we dom bezig waren. Gelukkig is het allemaal goed gekomen, en waren we niet al te laat thuis! Nog heel erg bedankt voor jullie reacties, die zijn altijd heel fijn om te lezen - ga zo door.

Paa dansk

Hej allesammen!

Saa blev det tid til en besked fra det vaade, men meget groennere Guayaquil. Lige nu sidder jeg i praesternes hus, her i koekkenet er der dejligt koeligt og der er altid meget stille. Madrina’en har netop vist mig hvad praesterne spiser i aften: et stykke koed som jeg ikke en gang ville give til mine hund. Cuy hedder det; marsvin, men ikke skaaret i stykker. Et helt marsvin med oejene, naese og det hele, de tilbereder dyret saadan her, og serverer det ogsaa saadan. Det ser ikke ligefrem spiseligt ud. Som du nok laeser det, har jeg ikke smagt denne ret, og boer egentligt ikke have ret til at udtale mig om. Det jeg tilgengaeld godt kan sige noget om, er alt andet mad, som vi faar serveret her. Med meget faa ord er det ris, eller kulhydrater med kulhydrater. Okay, om morgenen slipper vi, men ellers er det altsaa ris til frokost og ris til aften. Om morgenen er der en empanada(friturestegt pankage agtigt broed) med hertil meget soed melk, eller kakao. Tiden gaar stadig staerkt her – saadan er det i hvertfald oftest, og siden forrige besked er der ogsaa sket en hel masse. Saadan er det i hvertfald nu, med tiden altsaa, i dag har vaeret en god dag, men hvis jeg havde skrevet det her i onsdags, havde jeg ikke rigtigt troet paa mig selv. Indtil nu har det nogle gange vaeret lidt haardt: vi fik ikke rigtigt faste opgaver, og havde svaert ved at foelge med i, hvad der foregik og hvordan det hele fungerede. Det foeltes lidt som om, vi gik lidt ved siden af det hele her. Det var selvfoelgelig ogsaa anderledes for hver dag, men der var altsaa ogsaa nogle dage imellem, som bare ikke var saa sjove. Hvor kunne jeg hjaelpe? Hvor havde de brug for mig?

Nu ser det hele saa anderledes ud, der er system i hverdagen, vi har faste opgaver og ved nogenlunde hvad der sker. Min arbejdsdag er delt ind i 2: om morgenen er jeg her i Casa Don Bosco. Drengene har rengoeringsopgave om morgenen, omkring kl 7:30 spiser vi morgenmad med dem og herefter er der saa forskellige ting paa programmet, afhaengigt af hvilken dag det er: sport, eller lektier. Om morgenen kommer de eksterne drenge, dem der bor derhjemme, men er her om dagen. De skal ogsaa udfoere deres opgaver og jeg sal soerge for at de spiser morgenmad, inden de spiller fodbold med de andre. Omkring kl 12 tager jeg saa fra Casa Don Bosco til Centro Don Bosco. Saa tager jeg metrovia’en, en bus som koerer paa de store veje, herefter skal jeg med to smaa rasle-busser. Naar jeg er steget af den foerste bus, skal jeg stille mig i en lang koe, for at kunne komme med den naeste bus. Paa denne bus kan jeg ikke se hvorhen den koerer eller hvilket nr den har, derfor maa jeg bare stole paa de andre i koeen og dem jeg spoerger om det her nu er den rigtige koe. Altid lidt spaendene at se om bussen nu ogsaa koerer den rigtige vej – ogsaa selvom det her nu aldrig er gaaet galt. Jeg er godt nok en gang kommet til at blive siddende for lang tid, og blev derfor noed til at gaa et ordenligt stykke tilbage, til det sted hvor jeg var sikker paa at den naeste bus ville samle mig op. Die der rasle-busser er selvfoelgelig sjovest og dem hvor stemningen bare er helt speciel: hyggelig musik, mange mennesker, og naar man skal af, skal man bare sige det til chauffoeren, saa stopper han og kan man hoppe af. Centro Don Bosco er en slags fritter, hvor boernene kommer, som derhjemme ikke rigtigt kan lave noget. Hvis de ville vaere derhjemme, ville de haenge udenfor, de ville ikke faa hjaelp med lektierne, eller lege med andre boern. Her i centeret kommer der ca. 40-70 boern. Foerst leger vi udenfor, saa er der middagsmad, herefter bliver der lavet lektier og nogle faar ogsaa ekstra undervisning. Jeg hjaelper med lektierne, selvom det nogle gange godt kan vaere lidt svaert pga sproget. Naar lektierne er lavet, maa de igen lege udenfor og leger vi nogle lege med dem. Selvom la doctora, chefen her, er meget streng, kan boernene godt lide at vaere her. De faar opmaerksomhed, hjaelp, og naar de opfoerer sig ordenligt bliver der ogsaa lyttet til dem. Isaer det der med den gode opfoersel er ret vigtig her: de ved, at hvis de ikke opfoerer sig ordenligt, kan de blive sendt hjem eller det kan endda faa konsekvenser for deres familier, som faar stoette af praesterne. Om aftenen er jeg igen i Casa DB, her spiser vi sammen med drengene og efter aftensmaden er der igen tid til lektier eller et eller andet sjovt. I weekenderne ser det hele selvfoelgelig igen meget anderledes ud. Om loerdagen hjaelper jeg altid til hos spejderne. Saa kommer der to spejderledere, som leder en gruppe spejdere. Boernene kommer fra forskellige kvarterer heromkring, men ogsaa tre af vores egne drenge deltager. Det er en af de gode ting at faa lov til at vaere med til at opleve her. Meget sjovt at se hvordan tingene fungerer her, hvad der er det samme som i Danmark og hvilke ting der bare er meget anderledes. Noget der virkeligt gjorde indtryk paa mig i loerdags, var for eksempel hvordan en af drengene blev straffet. Han skulle skifte fra uniform til t-shirt, men gad ikke rigtig og blev derfor vaek i meget lang tid. Da han saa kom tilbage, fik han besked paa at stille sig paa hovedet i en meget skoer holdning. Saa maerkeligt, naar man taenker paa hvor varmt der var og hvorfor han blev straffet. Herefter blev han ogsaa noed til at loebe et par ture rundt om fodboldbanen, inden han igen fiklov til at lege med de andre boern. Om eftermiddagen var jeg i loerdags med til en slags jubilaeumsfest for en spejdergruppe et sted i byen. Interesant at se hvordan saadan noget bliver fejret her: hvordan de synger en sang sammen med en CD-afspiller med en fordfaerdelig stemme, hvordan de melder klar og af til opgaver og hvordan de raaber. Loerdag er der ogsaa altid en gudstjeneste, i den store capilla her paa stedet. Capilla’en er saa fyldt med boern, som faar religionsundervisning eller som forbereder sig til der konfirmation. Efter gudstjenesten har vi fri, og kan vi derfor tage paa weekend, da vi foerst skal vaere tilbage igen soendag aften. Soendag tog Kimberly og jeg til stranden. Med en taxa til ternminalen, hvor vi koebte en billet til Playas.Bussen skulle gerne koere hver 10.Minut, men vi kom godt nok til at Vente en halvtime. Jaja, naar man saa er fremme, saa ved man altsaa ogsaa hvorfor man tog afsted.Usandsynligt mange mennesker paa den strand – saadan kommer Tornby strand nok aldrig til at se ud. Det saa ud som om det var umuligt at ligge vores haandklaeder et sted, men alligevel lykkedes det os at nyde solen, og foele os som eagte gringaer – det kan vidst heller ikke undgaaes, naar der bliver taget billeder af os, bare fordi vi tilfaeldigvis er lidt blege. De fleste var saa venlige at spoerge om de maa tage billeder, mens andre blot stillede sig foran os og var ligeglade med vores sure ansigter. Da vi skulle hjem om aftenen og saa den enorme koe til Guayaquil busserne, blev vi lige noed til at traekke vejret dybt – skulle vi virkeligt vente i saa lang tid? Da vi stod i koe, blev vi tiltalt af en mand som havde en grande bus, som koerte direkte og vi tage afsted om faa minuter. Win, win, dobbelt win – altsaa indtil vi saa skrammel-daasen. Det var ikke rigtigt flere saeder, saa chauffoeren viste os den lille baenk bag ved ham, der kunne vi da godt side 2 timer. Saa foeles en bustur altsaa lidt mere som et eventyr end en maade at komme hjem paa. Hvis vi troede at den taxa, vi havde siddet i tidligere den dag, var en rasle-vogn, var det kun fordi vi ikke havde set den her bus endnu: Doeren kunne ikke lukkes, vindusviskerne skulle bruge hjaelp, blinklyset skulle betjenes manuelt. Seler findes der saadan set aldrig i biler her, de virker i hvertfald ikke, men her havde jeg godt nok lidt en ide om at jeg savnede dem og foelte mig ikke saerligt sikker. Det hele gik dog godt og efter endnu en lille taxa tur var vi hjemme, efter en vellykket dag paa stranden. Tak for alle jeres beskeder - det hjaelper mig nogle gange virkeligt meget!

.

Feliz Año!

Feliz año a todos!

En toen was het alweer 2012, gek idee! Wij zijn vandaag zelfs alweer drie weken in Ecuador.

Met kerst waren we hier op het project. De jongens waren zo als gezegd naar huis, dus heel raar om hier in die stilte te zijn. Gelukkig is het niet helemaal rustig geweest, en hebben we toch van alles gedaan. Zo hebben we op 23 december bijvoorbeeld alles hier schoongemaakt. Het is hier echt super vies overal, ook al wordt het hier snel vies, was dat toch best wel nuttig. Na het schoonmaken van zo´n beetje alles, was er een groot kerstfeest voor alle mensen die hier werken - ook voor ons als vrijwilligers dus. Als ik dan zeg dat het een groot feest was, dan was dat echt wel zo. Heel netjes aangekleed, ontzettend lekker eten, muziek in verschillenden voormaten en cadeaus voor alle werknemers. En natuurlijk werd er gedanst, niet alleen om de sfeer er even in te krijgen, maar gewoon tot iedereen helemaal zweterig aan tafel kon gaan zitten.

Kerstavond hebben we hier ook heel leuk gevierd. Met iedereen hier samen aan de grote tafel, heerlijk kersteten eten, liedjes zingen en alle vrijwilligers kregen zelfs een kerstcadeau. Na het eten gingen we met z´n allen in het busje, en naar de stad.

Op eerste kerstdag zijn we met een groepje naar de rivier geweest, hier zou je kunnen zwemmen, maar omdat we toch nog niet echte ecuadoriaanen zijn, hebben we de boel bekeken, vanuit een redelijk droge kano. S´avonds was er weer een mis in de kerk, heel bijzonder om mee te maken. Zo vrolijk en vooral anders dan in NL, ik zou daar vast ook wel vrijwillig heen gaan.

De 2 dagen voordat we op vakantie gingen, hebben we met alle vrijwilligers, bij de derde etappe van het project, geschilderd. Als ik zeg dat dit echt mijn zwaarste tweede kerstdag was, dan is dat nog best slap uitgedrukt! Vanaf 9 tot 18 zijn we bezig geweest in de brandende hitte, en in allerlei onmogelijke posities. Die avond waren we echt wel even de zielige(en hele vieze) vrijwilligers! Maar ja, als je in een visfabriek kan werken, is schilderen in de zon toch niet erg. Nog een dagje en toen gingen we op vakantie naar Montañita. Iedereen ging hier met Nieuwjaar weg, wij hebben oud en nieuw dus op vakantie, aan het strand, op ze ecuadoriaans gevierd.

We zijn nu dus net terug van vakantie in Montañita, een feestelijk en hippie achtig dorpje, dat daar aan de kust, altijd vol met toeristen zit. De vakantie was super, we hebben ontzettend genoten, gefeest en veel lol gemaakt. Heel leuk, maar ook best raar om op vakantie te zijn, want zo voelde het echt wel! De zee was heerlijk, leuke mensen ontmoet, waarmee we veel tijd doorgebracht hebben, en vooral; Oud en Nieuw aan de andere kant van de wereld gevierd. Dat was eigenlijk best raar, omdat ik zo gewend ben om dat op een bepaalde manier, en met familie thuis te vieren. Waar waren de oliebollen, de champagne en de sneeuw? (oh ja, de sneeuw mis ik eigenlijk niet hoor!)

Kim en ik hebben op onze kamer, na een dagje strand, geproost met een ijsje en elkaar om 18 uur lokale tijd, gelukkig Nieuwjaar gezoend. S'avonds zijn we met een hele groep uit eten en daarna naar het strand gegaan, om het oude jaar af te branden. Er was heel weinig vuurwerk, maar dan in plaats daarvan, waren er grote vuren op het strand. Op die vuren worden poppen van papier-maché afgebrand; elke familie gooit zo'n ding erop, en dat is dan als symbool om het oude jaar af te branden. Die dingen zaten dan weer wel vol met vuurwerk, en waren volgens mij echt gevaarlijk - het leek een beetje op Sankt Hans(deens zomerfeest).

En nu zijn we dus weer in Guayaquil. Het heeft hier vanochtend de hele ochtend geregend; iedereen blij, die hebben hier al zo lang geen regen gehad. Als het alleen s'avonds regent, vindt ik het ook wel prima hoor.

We zijn nog niet op onze eigen werkplek bezig, alles moet nog even op gang komen in het nieuwe jaar. Ik heb het wel naar mijn zin hier, en probeer van kleine dingetjes al grote opdrachten te maken. Zo heb ik vandaag met wat jongens gelezen, geholpen in de keuken en het voorraad hok schoongemaakt. Elke dag is weer anders, en geniet echt van alles wel!

Ik wens jullie allen nog een gelukkig nieuwjaar, met veel voorspoed, geluk en liefde!

Pas goed op elkaar!

Liefs Marlon, Marron, Marley –of wat ik hier verders nog genoemd word.

Feliz año a todos!

Og saa skrev vi allerede 2012, det gik godt nok staerkt. Vi har i dag endda allerede vaeret i Ecuador i 3 uger – dét er en saer tanke!

I julen har vi vaeret her paa projektet. Drengene var som sagt taget hjem, saa det var godt nok maerkeligt at vaere her, i den tomme stilhed. Heldigvis har her ikke vaeret helt stille, og har vi alligevel lavet og oplevet en masse. Fx gjorde vi hele stedet rent, d. 23. December. Her er virkeligt ulaekkert, og ikke kun i hjoernerne, derfor foeltes det nu ogsaa som meget fornuftigt arbejde. Efter rengoeringen, var der en stor julefest for alle dem, som arbejder her – ogsaa for os som frivillige. Og naar jeg siger stor fest, er det faktisk ret mildt sagt! Det hele saa meget fint ud, bordene blev daekket og stolene beklaedt med hvidt stof, maden var fantastisk og der var forskellige slags muziek. Der var endda julegaver til medarbejderne. Selvfoelgelig blev der danset, ligesom til alle ndre fester, og ikke kun for at komme i en festlig stemning, nej nej, indtil vi alle kunne saette os ved bordene, i en udmattet og svedig tilstand – der roeg den fine stemning!

Juleaften har vi ogsaa fejret her, med rigtig god stemning og rare mennesker. Herlig mad, god stemming, julesange og vi fik endda en julegave. Efter maden tog vi paa udflugt, alle os frivillige i en af de smadrede smaa busser og mod byens centrum for at haenge lidt og opsnuse den gode stemning.

Juledag tog vi paa udflugt til en flod, her skulle det vaere muligt at svoemme, men da vi ikke er aegte ecuadorianere endnu, lod vi vaere og noed i stedet udsigten fra en rimelig toer kano(toer med to monster-drenge, som virkeligt skulle proeve graenser af; hvordan blir jeg sur paa spansk?!) Om aftenen var der igen et hyggeligt maaltid med hele flokken, og efterfoelgende igen en gudstjeneste, som alle altsaa villeb live glade af at opleve. Det er i hvertfald ikke sidste gang at jeg frivilligt tager i kirke her.

To dage inden vi tog paa ferie, lets say 2. og 3. Juledag, har vi vaeret fasted for at male. Det foregik paa den sidste etappe af projektet; der hvor de aeldste drenge bor og gaar i skole. Hvis jeg siger at det har vaeret min haardste anden juledag, er det en rimelig underdrivelse(?!) Fra 9 til 18 var vi igang i den braendende sol og i alle mulige maerkelige og umulige stillinger. Den aften var vi godt lidt nogle soergelige typer; beskidte og meget traette! Men hey; hvis jeg kan arbejde i en kold fiskefabrik, burde det vel ikke vaere saa slemt med arbejde i godt vejr! En dag mere med maler arbejde og saa tog vi paa ferie til Montañita. Alle tog afsted efter jul, derfor har vi altsaa fejret nytaaret paa ferie, ved stranden og paa Ecuadoriansk/turistisk maner.

Vi er altsaa netop vendt hjem fra Montañita, en festlig og hippie agtig by, som der ved kysten altid er godt fyldt med turister. Ferien var fantastisk, vi har virkeligt nydt det, festet og haft en masse sjov. Rigtig fedt, men paa den anden side ogsaa lidt maerkeligt, at vaere paa ferie her. Havet var skoent, vi moedte en masse skoenne mennesker, som vi har tilbragt rigtig meget tid sammen med. Og selvfoelgelig fik vi fejret Nytaaret paa stranden, paa den anden side af jorden – endnu saadan en saer tanke. Det var lidt maerkeligt, da jeg de sidste 10-11 aar har fejret nytaar paa samme maade, med de samme mennesker og det samme sted; derhjemme. Hvor var sneen, champagne nog fyrvaerkeriet?(Ah, glem sneen, den har jeg ikke savnet!)

Kimberly og jeg oenskede hinanden godt nytaar, efter en dag paa stranden og kl 18 lokal tid, vi skaalede med en magnum is og sendte nogle tanker hjem, inden vi igen var klar til at vaere sociale med de andre. Om aftenen tog vi ud at spise med hele gruppen, som os og vores naboer fra Columbia. Herefter tog vi paa stranden, for at braende det gamle aar af. Der var ikke meget fyrvaerkeri, men i stedet en masse store baal. Paa baalene blev pap-maché dukker braendt af, hver familie smed saadan en dukke paa baalet, som symbol for at braende det gamle aar af. De her figurer var fyldt med fyrvaerkeri, super livsfarlige og ville i DK sikkert vaere paent ulovligee. Der hang en Sankt Hans agtig stemning, som jeg egentligt meget godt kunne finde mig i!

.

Nu er vi altsaa tilbage i Guayaquil, den store, beskidte og graalige by. I morges har det regnet; alle var glade da det var foerste morgen med regn for i aar – denne regntid. Hvis det bare regner om aftenen, er jeg godt tilfreds, saa sover vi saa godt, naar det hele koeler af. Vi er endnu ikke kommet igang med at arbejde fast, eller der hvor vi kommer til at vaere. Det er nogle gange lidt frustrerende, men for det meste nyder jeg det virkeligt. Jeg er god til at lave smaa opgaver til noget stort, og at se vigtigheden i det hele. For eksempel har jeg i dag laest et par boeger med nogle af drengene, hjulpet med matematik lektier, hjulpet til i koekkenet og gjort rent i opbevaringsrummet. Hver dag er anderledes, og nogle gange troede jeg at jeg havde forstaaet hvad der skulle ske, lidt senere viser det sig saa, at der kommer til at ske alt muligt andet.

Jeg oensker jeg alle et rigtig godt nytaar – bedre sent end aldrig!

Mange hilsener herfra

Marlon, Marron, Marley – eller hvad jeg nu ellers bliver kaldt her ;)

.

Drengene paa projektet

Zo snel gingen de eerste dagen, en ook de eerste week is alweer voorbij. Het gaat hier echt snel, en er is al veel gebeurd.

De jongens die hier op het project wonen, zijn heel verschillend, en hebben ook hele verschillenden achtergronden. Ik weet niet veel over ze, omdat het moeilijk is om gesprekken met ze te voeren, die niet over spelletjes, eten of andere makkelijke dingen gaan. Ook is het soms lastig om het met de ecuadoriaanen over de kinderen te hebben, die zijn namelijk best snel afgeleid.

Als we s'morgens buiten komen, zeggen ze goeiemorgen met een knuffel of een kus. Ze zijn heel lief en aanwezig, maar het blijven natuurlijk jongens, die meer meegemaakt hebben, dan wij ons voor kunnen stellen. Het feit dat ze echt anders zijn dan bijvoorbeeld deense kindjes, is duidelijk te merken als ze ruzie maken met elkaar. Een redelijke normale ruzie kan al heel snel uitlopen tot een flink gevecht. Sommige van hen zijn dit van thuis uit gewend, terwijl andere het meschien wel op straat geleerd hebben. Hoe dan ook, vindt ik dit echt een van de meest frustrerende dingen; De volwassenen doen niets, en zien er vaak uit als of ze het helemaal niet zien. Dan moet ik ook maar mijn rug toekeren, en doen als of er niets aan de hand is. Als de volwassenen, de jongens uit elkaar zouden halen, zou de zwakste uit de groep vallen, en leert dan ook niet om voor zich zelf op te komen. Gelukkig zijn ze na zo'n gevecht al heel snel weer goeie vriendjes! Een ander verschil tussen deense kindjes, is dat ze heel graag alles met elkaar delen. Als ze snoepjes hebben, willen ze deze bijvoorbeeld graag met elkaar delen - heel mooi om te zien.

De jongens zijn nu naar huis, en gelukkig zijn er maar een paar die echt geen huis hebben, of daar de kerst niet door kunnen brengen, die gaan dan iets met de paters doen. Toen we hier kwamen, had ik gedacht dat geen van de jongens ouders, of een thuis hadden - dat is gelukkig niet zo. De meeste kinderen zijn hier overdag, en gaan dan aan het einde van de middag naar huis. Hun ouders hebben dus wel een huis, maar kunnen niet 100% verantwordelijk voor ze zijn. Er is ook een grote groep kinderen die hier de hele week is, en een antaal die het weekend hier ook doorbrengen. Het hangt helemaal van hun thuis/familie situatie af. Door de weeks bezoeken de vrijwilligers, maatschapelijkwerkster en de cordinator af en toe, de families van de jongens. Dan kijken ze hoe het er aan toe staat, en hoe het zo goed als mogelijk voor de jongens kan worden. Het is een heel belangrijk deel van het project, om de jongens te intergreren in hun families, zo dat ze ooit terug kunnen.

Er is natuurlijk nog veel meer over de jongens te zeggen, maar het is hier nu ook heel druk met alle voorbereidingen voor de kerst. Ik zal binnenkort een stukje schrijven, over de kerst hier. Fijne feestdagen voor idereen - Feliz Navidad! En bedankt voor jullie reacties, die zijn echt heel fijn om te lezen!

Paa dansk!

Saa hurtigt gik de foerste dage, og ligeledes den foerste uge. Det er gaaet meget staerkt, og der er sket mange ting.

Drengene som bor her paa projektet er meget forskellige og har meget forskellige baggrunde. Jeg ved ikke saa meget om dem, da de er svaere at have dybe samtaler med. Naar jeg kommer udenfor om morgenen, kommer de og siger godmorgen, de giver et kram og ofte ogsaa kys. De kan vaere og er oftest meget soede og tilstedevaerende, men det er selvfoelgelig drenge, som har oplevet mere end vi kan forestille os. Det at de er anderledes end fx danske boern, kommer blandt andet til udtryk, naar de skaendes med hinanden. Et nogenlunde almindeligt skaenderi, kan ende i vilde slagsmaal. Det kan vaere at de er vandt til at opfoere sig saadan hjemmefra, eller noget de har laert paa gaderne, men uanset hvad er det dybt frustrerende. De voksne bryder ikke ind, det ser ofte endda ud som om de ikke ligger maerke til det, mens jeg saa ogsaa maa vende ryggen til, fyldt med indvendige tordenskyer. Der er et bestemt hieraki blandt drengene, og hvis de voksne ville skille dem ad, laerer de ikke at beskytte sig selv, og ham som jeg ville beskytte, vil hurtigt falde udenfor gruppen. Efter saadan en slaaskamp gaar der ikke saerligt lang tid, foer de igen er meget gode venner. En anden ting som jeg synes, skiller dem ad fra danske boern, er at de deler alt med hinanden. Naar de har noget, bolcher eller saadan noget, vil de atid meget gerne dele med dem som ikke har. Det er virkeligt smukt at se!

Drengene er taget hjem paa jueferie i dag, dvs. dem der har et hjem at tage hen til. Der er tre tilbage, de har enten ikke et hjem, eller man ved ikke hvor deres foraeldre er. Da vi kom her, havde jeg troet at ingen har boernene havde foraeldre eller hjem, saadan er det heldivis ikke. De fleste af boernene er her om dagen, og tager igen hjem om aftenen. Deres foraeldre har et hus, men kan maaske ikke tage 100% ansvar for boernene. Der er ogsaa en hel flok som er her hele ugen, og en gruppe som ogsaa tlbringer weekenden her. Det afhaenger helt af foraeldre/hjem situationen. I hverdagene besoeger de frivillige, faderen og kordinatoren af og til boernenes familier, for at se hvordan situationen er og hvordan det kan goeres saa godt som muligt for drengene. Det er faktisk en stor del af formaalet ved denne del af projektet: at (gen)integrere drengene hos deres foraeldre.

Der er saa meget mere at sige, men lige nu sker der en masse udenfor. Det maa vaere forberedelser til julefesten i morgen, for dem der arbejder her. Rigtig glaedelig jul til alle - Feliz Navidad ogtak for alle jeres kommentarer!

Los dĂ­as primeros!

Starter igen med hollandsk - det ligger pt bare lidt lettere!

Daar zit ik dan, in Guayaquil, Ecuador, Zuidamerika - de andere kant van de wereld dus. Als ik het zo zeg, klinkt het heel vreemd, zo voelt het gelukkig niet. Het is nog maar ons tweede dagje hier, en toch is er nu al ontzettend veel gebeurd!

Woensdag avond op14 december kwamen we om 21:30 aan op het vliegveld van Guayaquil. Hier hebben we een stempeltje in ons paspoort gekregen, en gingen we op zoek naar 'onze' pater. Dit zoeken hebben we uiteindelijk best lang over gedaan, en met een blik op ons horloge, dat nog op nederlandse tijd stond(6uur later), begonnen we toch een klein beetje paniekerig te worden. We hebben geprobeerd om het Don Bosco huis en de pater te bellen, dit bleek echter niet mogelijk te zijn. Toen hadden we dus nog maar 2 opties: op het vliegveld wachten, of die groote, onbekende en spaanstalige stad ingaan, begeleid door een taxichauffeur. Eerst geinformeerd bij de info-balie, wat de prijs van zo'n ritje zou zijn, hoe ver het was en vooral of het wel veilig voor ons zou zijn, om met een taxi te gaan. Gelukkig hebben we voor optie 2 gekozen, anders hadden we echt nog de hele nacht op dat vliegveld kunnen staan!

Toen we eenmaal ons eerste ritje op de ecuadoriaanse wegen overleefd hadden, bleek onze volgende ''obstakel'' een man met een groot geweer. Gelukkig was dit wel al binnen het gebied van het project, we waren dus aangekomen, maar moesten nu even deze man uitleggen dat we vrijwilligers uit Hollanda waren. Hij haalde er snel wat andere mensen bij, en kort hierna zaten we aan tafel lasagne en broodjes te eten.

De volgende ochtend, werden we wakker van gezang en gebeden, net buiten de deur van onze kamer. Toen we met z'n tween gegeten hadden, werden we opgehaald door Ruben, een soort cordinator hier, hij nam ons mee en stelde ons voor aan de jongens. Zij zongen een liedje voor ons, en kwamen ons al meteen veel vragen stellen, enknuffelen.Lieve en entusiaste jongens! Kort hierna gingen we met een busje vol jongens, spelletjes en snoep, naar een sloppewijk in de stad. Hier was er een soort opvangcentrum voor kleine kindjes, die niet thuisverzorgd konden worden. De jongens gingen liedjes zingen, ener werd een feestje voorde kindjes gevierd. Heel bijzonder om mee te maken, zo veel lieve kleine gezichtjes, vrolijkheid, liedjesen veelvrijwilligers,in eenklein gebouwdje, in een wijkdie ik zo alleen nog maar op tv had gezien. Alle vrijwilligerskregenpaar kleintjes, een oudere jongen en schmink mee - dan krijg je een vrolijk resultaat! Na het schminken gingen we met de pater mee terug naar het project. S'middagshebben we niet veel gedaan, een beetje geslapen, gelezen en gegeten met een gezelige pater it Spanje. De jongens waren nog bij het feestje, dus we hebben echt even niks gedaan! We zijn uiteindelijk ook nog even naar het andere Don Bosco project geweest, volgens mij de eerste fase. Leuk om te zien!

S'avonds hebben we met de jongens gegeten, en nogmet een belgische vrijwilligster, die hier woont gesproken. We weten nog niet precies waar we uiteindelijk gaan werken, maar wel dat het niet hier word. Dit komt omdat we hier 4 maanden verblijven,omdat de jongens hier wonen, willen ze hiergraag vrijwilligers die hier minimaal 6 maanden zijn. Wij gaan waarschijnlijk ergens in de stad werken, ieder op een ander dagcentrum, voor kinderen die anders op straat zouden zijn. Hierover horen wena kerst meer.Alles hier voor kerst trouwens best ongestructureerd,we hebben in ieder geval begrepen dat het dagprogramma er nu heel anders uitziet. Vandaag zijn we bijvoorbeeld weer naareen kerstfeestje geweest. Dit feestje was ineen huis, waar jongens wonen, omdat ze om de een of andere reden niet thuis kunnen zijn.De meeste hadden wel moeders, die er ook bij waren. Er waren optredens van de jongens en aan het einde werden er kertspakketten voor de families uitgedeeld. Na het feestje gingen we terug in de pick-up, daar zaten we toch wel gezelig - alleen is het wel belangrijk om het deurtje aan de achterkant echt dicht te doen. We hadden bijna een vrijwilliger op de snelweg verloren!

Het is hier tot nu toe heel leuk, alles is nieuw, en er gebeurd heel veel. Maar op die momenten dat er even niets gebeurd, is het echt wel even stil. Gisteren had ik een paar keer het idee dat ik hier helemaal verkeerd zat, en vooral veel te ver weg. Dat is vandaag gelukkig wel anders! De jongens zijn heel lief, en het spaans gaat heel snel. Ik word er gewoon helemaal high van om een leuk(en verstaanbaar) gesprekje te doen. Ook is het echt een feest om met Ruben, de cordinator, en de jongens over de wegen hier te racen. Het verkeer is helemaal idioot, en met harde muziek, leuke kinderen en de wind door mijn haren, is dat echt net als in een pretpark! Ik stop maar weer even voor nu, want ik wilhet hele zooitje natuurlijk ook nog ''even'' vertalen :) Liefs van een zwetende Marlon!

Og pa dansk!

Her er jeg saa, i Guayaquil, Ecuador, Sydamerika - paa den anden side af jorden. Naar jeg siger det saadan, lyder det fuldstaenndigt saert, saadan foeles det heldigvis ikke. Jeg har det godt og er glad, nu paa anden dagen i Ecuador. Selvom det kun er den 2. dag, er der sket saa meget og det foeles som om jeg har vaeret her i meget laengere tid!

I onsdags, d 14. december, ankom vi til lufthavnen Guayaquil. Vi fik et stempel i vores pas, var glade og top-kvaestet. Jeg foelte mig virkeligt som en zombie, efter de mange og lange flyveture. Derfor blev vi ogsaa hurtigt lettere panikken, da vi fandt ud af at vores ''fader'' ikke var tilstede i lufthavnen.Vi forsoegte at ringe til projektet, google de rigtige telefonnr eller en anden form for loesning. Vi havde to muligheder: at vente i lufthavnen eller at forsoege at bevaege os ud i denne store, farlige og meget spansktalende storby, ledsaget af en taxa chauffoer. Efter at have spurgt om hjaelp ang. afstand, pris og sikkerhed, for saadan en taxatur, valgte vi heldigvis mulighed 2: taxaen.

Da vi havde overlevet vores foerste tur, i den ecuadorianske-livsfarlige trafik, viste vores naeste udfordring at vaere en mand med et stort gevaer. Ham skulle vi lige forklare at vi var de nye frivillige, fra Hollanda. Kort tid efter, sad vi og spiste lasagne med kordinatoren og et par ecuadorianske frivillige herfra.

Naeste morgen vaagnede vi ved lyden af sang og boern. Lige udenfor vores varelse holdes der gudstjeneste, hver morgen kl 6:30. Vi deltog ikke, og stod foerst senere op. Vi spiste morgenmad og toemte hylderne for spaendene frugter. Herefter blev vi praesenteret for drengene, som sang Feliz Navidad for os og som var meget hurtige med en masse spoergsmaal og kram. Soede, begejstrede og meget kaerlige drenge.

Kort herefter tog vi med en minibus fyldt med drenge, spil og slik, afsted mod et meget fattigt kvarter i byen. Saadan et kvarter hvor husene naesten er lavet af pap og ingen vinduer har, et slukvarter fra TV. Drengene skulle her vaere med til at holde en lille julefest, for smaa boern(2-3 aar), som ikke kan blive passet derhjemme. Der blev sunget, klappet og danset og bagefter fik drengene lov til at male paa boernenes ansigter - det faar man et meget fint resultat ud af. Virkeligt en oplevelse, saa meget glaede, mange glade og smaa ansigter, i en lille bitte bygning, i et kvarter som naesten falder fra hinanden! Efter ansigt-udsmyknings-processen, tog vi med faderen tlbage til vores projekt - der hvor vi bor. Her lavede vi ikke saa meget om eftermiddagen, hang lidt, sov lidt, saadan afslapning generelt. Drengene var ikke hjemme endnu, saa vi tog os lidt hygge-tid. Sidst paa eftermiddagen var vi med ud til en af de andre projekter, en anden del af centeret. Her bor drenge som vist har det haardt paa en anden maade, men i hvertfald ikke kan bo hjemme, oftest af oekonomske grunde.

Vi ved endnu ikke hvor vi ender med at komme til at arbejde, men blot at det ikke kommer til at vaere her. Da drengene bor her, vil de helst have frivillige som forbliver her i en laengere periode, 6-12 maaneder. Derfor kommer vi hoejest sandsynligt til at arbejde paa et dagcenter, for boern som ellers ville tilbringe deres eftermiddagstimer paa gaderne, da de ikke kan vaere hjemme.

Det hele er lidt anderledes og mindre struktureret her op til jul, der bliver arrangeret fester og forskellige tiltag for udsatte boern, alle mulige steder i byen. Fx var der ogsaa en julefest for drengene paa det projekt, som vi besoegte igaar. Her var nogle af deres moedre, som til slut fik en julepakke fyld med mad, med hjem. Der var mange sange med musik og boerne holdt optredener for hinanden. Paa vej hjem sad vi i en Pick-up, fuld fart over motorvejene og med vind i haarene, helt fint saa laenge man soerger for at lukke baglaagen - vi havde naer mistet en frivillig paa motorvejen!

Indtil videre er her rigtig fedt. Der sker en masse og alt er nyt, men paa de tidspunkter hvor der ikke sker noget, kan der godt pludseligt vaere ret stille. Igaar havde jeg et paar tidspunkter, hvor jeg foelte mig lidt forkert her, det forkerte sted og isaer alt for langt vaek hjemmefra. Det er heldigvis anderledes idag, og blir sikkert bedre jo mere jeg falder til. Drengene er rigtig dejlige og med sproget gaar det rigtig staerkt! Jeg kan blive saadan helt high af at gennemfoere en vellykkket og forstaaelig samtale paa spansk. Og saa er det i oevrigt noget af en fest at faa lov til at komme med ud at koere en tur: trafikken er fuldstaendig vild, og med hoej musik, vind i haaret og boernene, er det lidt som at vaere i tivoli!

Jeg stopper igen for nu!

Mange tanker herfra!

Marlon

The start of the beginning

(Den danske version kommer længere nede)

Oké, dit word dan echt mijn eerste verhaaltje, hier op de blog. Jullie zullen vast wel weten, dat ik half december(over een heel klein weekje) naar Ecuador vertrek, om hier 4 maanden met straatkinderen te werken. Ik zal 4 maanden in de grootste stad van Ecuador, Guayaquil, verblijven. Ik ga samen met Kimberly, mijn reismaatje, wonen op een project voor jongens, die op straat geleefd hebben. Dit klinkt meschien als een korte intro, maar eigenlijk weten we zelf ook nog niet precies, hoe het allemaal gaat worden.

Het begint een beetje 'het begin van het begin' te worden, ook al is het allemaal natuurlijk al een poosje geleden begonnen:

Eind deze zomer kwam ik de website van comissie Samen tegen, hierna kwam ik al snel in contact met Kimberly, met wie ik over een klein weekje dus al in Ecuador zit. Ik heb een intake gesprek gedaan, wel door te telefoon, want een echte afspraak in Amsterdam zou iets lastig zijn. Ook hebben we samen met twee begeleiders, die zelf in een ontwikkelingsland geweest zijn, begeleidingsgesprekken gehad - dit natuurlijk ook met skype. Uiteindelijk ben ik voor twee voorbereidingsweekenden in november toch naar NL gegaan. Het eerste weekend vond plaats in het Don Bosco huis in Amsterdam. Dit was een heel gezelig, maar vooral ook een bijzonder weekend. Vrijdag kregen we te horen dat er goed nieuws uit Ecuador was; een mail van de pater op het project in Guayaquil, met een officiele 'goedkeuring' van onze komst. Hier waren we beide toch best even high van, en meschien kon het weekend hierdoor al niet meer stuk! Ik geef toch nog even een paar impressies over de rest van het weekend door; zaterdag hebben we, in een klooster in Amsterdam, met een hele groep vrijwilligers eten klaargemaakt, voor daklozen die daar s'middags zouden komen eten. Bijzonder om hier bij te zijn, met de zusters en andere vrijwilligers te praten, maar vooral die middag heb mij even stil gemaakt: zoveel daklozen, die dus echt niets hadden, en hier kwamen eten. Dit had ik me niet echt voorgestelt, maar in ieder geval een goede voorbereiding voor wat we in Ecuador waarschijnlijk ook wel zullen zien. S'avonds een 'Green light tour' over de Wallen; een rondleiding over de Wallen met focus op alle goede projecten, die hier verborgen waren. Zo waren we bijvoorbeeld binnen bij een soort maatschapelijk woonproject, waar gewoone gezinnen wonen, maar ook mensen die het even iets moeilijker hebben, en dus wel wat hulp kunnen gebruiken in het dagelijkse leven. Het idee was hier eigenlijk dat iedereen elkaar helpt, en dat iedereen iets goeds te bieden heeft. Hele mooie gedachte natuurlijk, en gaaf dat zo iets dus ook echt werkt!

Ik ga maar snel even verder met het volgende voorbereidingsweekend, anders word het wel iets te gedetaillerd! Het tweede weekend werd in Assel, bij Apeldoorn, gehouden. Hier hing er een heel ander sfeertje: minder intiem, maar met meer mensen om je verhaal te delen. We kregen hier heel veel informatie en indrukken over hoe straatkinderen nou eigenlijk zijn. Ook hebben we veel vragen gestelt, aan een voormalig vrijwilligster, die op het zelfde project in Guyaquil geweest is, als waar wij heen gaan. Dit vond ik toch wel heel fijn; een beetje insider info, best handig!

Ik voel nu dus heel goed voorbereid; inentingen zijn binnen, mijn spullen halv gepakt(die gaan de volgende dagen, waarschijnlijk nog wel een antaal keer uit de backpack) .. Volgens mij gaat het wel goedkomen - soms vindt ik het wel doodeng; waarom moet ik toch zo nodig zĂł lang weggaan? Maar nu voelt het wel goed, ik heb er heel veel vertrouwen in!

En nog even heel erg bedankt voor iedereen, die mij nu al gesponsoord heb. Ik kijk er naar uit om jullie te vertellen wat ik ermee zal gaan doen. Ik hou jullie op de hoogte!

Og pĂĄ dansk!

Okay, her er den så; mit første blogindlæg her på bloggen. De fleste af jer, ved sikkert godt at jeg i midten af december(allerede om en meget lille uge) rejser til Ecuador, i Sydamerika. I 4 måneder kommer jeg til at bo på et projekt for gadebørn, i Ecuadors største by; Guayaquil. Sammen med min rejsekammerat, Kimberly, kommer jeg til at arbejde med drenge, som af en eller anden grund har levet på gaden, men som nu får mulighederne, for at 'ændre' deres liv. Det her lyder måske som en lidt tynd og meget kort intro, men hvis jeg skal være helt ærlig: så ved vi faktisk ikke ret meget mere. Vi kommer til at hjælpe med de daglige opgaver, men vi kommer primært til at underholde børnene og give dem lidt ekstra omsorg.

Nu begynder det virkeligt at blive 'starten på begyndelsen', selvom det hele selvfølgelig startede for et stykke tid siden:

I slutningen af sommeren, stødte jeg på Comissie Samen's hjemmeside. Comissie Samen er en hollandsk organisation, som formidler kontakten mellem unge, der har interesse i at rejse til et u-land og selve projekterne i u-landene. Organisationen er en del af Don Bosco Amsterdam, som igen er en underdel af den katolske kirke. Nu kommer det hele til at lyde meget helligt og kirkeligt, men sådan er det i virkeligheden ikke. Godt nok bliver de frivillige oftest sendt ud til katolske projekter, men det kræves ikke at jeg som frivillig er troende. Efter at jeg havde kontaktet organisationen, fik jeg hurtigt et aftale til en 'intake' samtale. Denne skulle dog foregå over telefonen, da en tur til Amsterdam, ikke helt passede ind i kalenderen. Efter denne første samtale, var jeg blevet ''optaget' og sammen med min rejsekammerat, fik vi tildelt to vejledere, som begge selv havde været i et u-land(Indien og Ecuador)

I november var i Holland i en uge, for at kunne deltage i to forberedelsesweekender. Den første weekend foregik i Don Bosco huset i Amsterdam. Her var der en meget intim og hyggelig stemning, da vi kun var 3 deltagere og et par frivillige, som ville opvarte os under weekenden. Denne weekend bliver kaldt for AKN-weekenden, hvilket står for 'den anden side side af Holland'. Her var det meningen at vi skulle opleve, hvilke tiltag der bliver lavet, for de udsatte i NL, eller nærmere i Amsterdam). Lørdag formiddag var vi på et lille kloster, sådan et i 'rækkehus' format, som jeg aldrig havde forestillet mig, at et kloster kunne se ud. Indenfor var det dog stort, og alt udenfor fandtes ikke længere - det var som at træde ind i en helt anden(og hellig) verden. Sammen med andre frivillige og nonnerne fra klosteret, var vi med til at lave mad. Maden skulle senere på dagen deles ud til hjemløse.. Holy moly, sikke en øjenåbener det var at være med til det. Så mange mennesker, som ikke har et hjem - I Holland, et vesteuropæisk land. Jeg var for en kort stund lidt stille og meget berørt! Om aftenen var vi på en 'Green light tour', en gåtur rundt i Red light distrect. Her var vi rundt, for se alle de samfundsmæssigt gode tiltag, som man har her. Blandt andet et slags bolig fællesskab, hvor såvel almindelige familier, men også mennesker som har det hårdt, eller som af den ene eller anden grund har brug for lidt ekstra støtte. Mottoet handlede her om at alle havde noget at bidrage med og at alle på en eller anden måde altså var til gavn for de andre. Meget smuk tanke, og fedt at se at sådan nogle tiltag virkeligt kan hjælpe nogen!

Skynder mig lige videre til den anden forberedelses weekend: denne weekend handlede mere om orientering og information, om hvad gadebørn egentligt er for nogle. Hvordan ser de verdenen? Hvordan oplever de deres hverdag? Og hvordan kan vi hjælpe nogle af dem? Denne weekend var meget anderledes; mange flere mennesker og flere konkrete informationer. Vi fik også snakket med en frivillig, som fornyeligt selv havde været i Ecuador, på det samme projekt, som vi skal hen. Meget nyttigt med lidt insider info!

Efter de her weekender, og 3 samtaler over skype og 1 in real life, med vores vejledere, føler jeg mig nu rigtig godt forberedt og klar til at tage afsted. Jeg er blevet vaccineret, har pakket min rygsæk(som nok bliver hældt på hovedet en del gange, inden afgang) .. Jeg har tiltro til at det her skal blive godt! Selvfølgelig er jeg nogle gange virkeligt i tvivl og spørger jeg mig selv, hvorfor jeg absolut vil tage så langt væk og hvorfor i så lang tid? Men det her er noget, jeg har ville gøre i lang ti, derfor gør jeg det og tror på det bedste!

Og allerede nu tak til alle dem, som har doneret penge til projektet. Jeg glæder mig til at finde ud af og fortælle jer hvad de skal bruges til!